28 68 00 44 kontakt@cleoh.dk

“Er jeg pædofil?!” er en klassisk tanke der kan dukke op, hvis man lider af seksuelle tvangstanker. Det kan også være en frygt for at være homoseksuel (HOCD eller homoseksuel OCD), eller for at skade andre. I denne korte artikel vil du blive klogere på, hvad seksuelle tvangstanker er, hvorfor du ikke behøver bekymre dig om indholdet af dine tanker og om hvordan du kan hjælpes ud af de seksuelle tvangstanker.

 

Seksuelle tvangstanker

 

Seksuelle tvangstanker er påtrængende, spontane tanker, der opleves med ubehag og ofte skam. Disse er i dette tilfælde relateret til seksuelle emner.

Personer med seksuelle tvangstanker vil ofte forsøge at undgå situationer, der kan udløse tankerne. Dette kaldes undgåelsesadfærd. Det kan eksempelvis være at undgå øjenkontakt med det modsatte køn.

Det kan også være sikkerhedsadfærd eller tjekkeadfærd. Her forsøger man at gøre ting, der har til formål at nedsætte angsten. Ironisk nok kan tvangshandlinger eller tjekkeadfærd forstærke angsten, idet mange vil gruble videre: Hvis tanken blev bekræftet bliver man bange. Bliver det afkræftet, starter grublerierne og modargumenterne og angsten.

Seksuelle tvangstanker er påtrængende tanker om eksempelvis:

  • Om man er homoseksuel (se HOCD længere nede)
  • Om man er pædofil
  • Om man tænder på dyr
  • Om man tænder på en person i sine omgivelser, hvor man selv vurderer at det ville være upassende, fx ens forælder.
  • Om man tænder på noget, man subjektivt synes er perverst ellers.
  • Disse tanker kan i nogle tilfælde være i familie med det, der kaldes aggressive tvangstanker; altså tanker om, om man kan gøre skade på andre.

 

I næste afsnit vil jeg beskrive homoseksuel OCD, eller HOCD, som et eksempel på en seksuel tvangslidelse.

 

HOCD – Seksuelle tvangstanker om homoseksualitet

Homoseksuel OCD, eller HOCD, er en form for OCD som betegner tilstand, hvor man frygter at være homoseksuel. Det er en lidelsesfuld tilstand, idet ens tanker og adfærd påvirkes i dagligdagen: Tankerne kan lede til tvangshandlinger og forsøg på mental kontrol af sig selv og sine tanker. Personer med HOCD oplever ofte ubehagelige og/eller påtrængende tvangstanker og får mentale billeder relateret til homoseksualitet. Nogle gange kommer det automatisk, andre gange fordi man ønsker at ‘tjekke sig selv’: Personer vil ofte forsøge bekæmpe tankerne ved tvangshandlinger, såsom afledning eller tjekke-adfærd.

Det er en pinefuld lidelse, fordi tankerne opleves som pinlige og forkerte. Men også fordi tankerne går ind og styrer dagligdagen. Derudover fylder skammen over tanker nærmest lige så meget som tanker, hos de fleste med HOCD. Derfor er de fleste tilbageholdende med at fortælle deres pårørende om det. Af ren og skær frygt for, at tankerne er sande, tør de fleste med HOCD ikke gå til psykolog eller tale med nogen om de ubehagelige forestillinger. Det er derfor at det er en særlig pinefuld lidelse.

Derfor behøver du ikke bekymre dig

Personer, der lider af tvangstanker med et seksuelt indhold, ønsker ikke at handle på deres tanker. Derfor er det ikke en seksualitet; drivet for at handle på det mangler simpelthen.

Hvis det var en undertrygt homoseksualitet, blot for at sammenligne med HOCD, ville personen i stedet føle sig draget mod at handle på tankerne, men samtidig være utilfreds med, at personen var homoseksuel. Personen ville måske handle på tankerne, føle nydelse og derefter skam over hemmeligholdelsen. Det er det man kalder for en egodyston seksualitet: At en seksualitet ikke passer ind i ens selvbillede eller hverdag. Det er ikke tilfældet ved seksuelle tvangstanker: Her er man bange for, om man eksempelvis er homoseksuel og om man kunne finde på at miste kontrol og handle imod ens vilje. Det er netop det modsatte af, at være draget af eller tiltrukket af en ‘dirty pleasure‘.

Det er derfor vigtigt at understrege, at det er meget usandsynligt, at tankerne på nogen måde relaterer sig til virkeligheden eller vil føres ud i livet som resultat af et modvilligt kontroltab. Selvom tankerne er tilstede, har de ikke magt over ens adfærd, hvilket er det man gennem terapi erfarer sig.

Tankerne er derfor ikke udtryk for en ‘fortrængt lyst’. Derimod er emnet (fx homoseksualitet) blevet genstand for personens tvangstanker. Det er også derfor jeg skriver denne blog-artikel sammen med seksuelle tvangstanker generelt: At emnet for tvangstankerne er blevet homoseksualitet, er tilfældigt. Snarere er det vigtigt at huske, at det er en form for OCD.

 

Behandling af seksuelle tvangstanker

Min erfaring er, at seksuelle tvangstanker og HOCD behandles effektivt med kognitiv adfærdsterapi og ACT i kombination.

Gennem terapien trænes eksponering og responshæmning, dvs håndtering af den oplevede ubehag. Med ACT arbejder vi sammen om de meta-tanker tvangstankerne giver: Det kan være at der stadig kommer tanker op, men du bliver, rent psykologisk, fleksibel nok til ikke at lade dig gå på af det. Du vil udvikle mere accept og selvomsorg, samtidig med at tvangstankerne og angsten reduceres.

Går du og overvejer, at få hjælp til at mestre de seksuelle tvangstanker? Så skal du være velkommen til at kontakte mig. Jeg er meget erfaren når det kommer til seksuel OCD, HOCD og seksuelle tvangstanker. Du vil møde en psykolog med meget viden om emnet og samtidig en, hvor du er forsikret om ikke at blive mødt med fordomme eller skam.

 

Hvordan kommer jeg videre herfra?

Du er velkommen til at kontakte mig på hjemmesidens kontaktformular, eller skrive en email til mig til kontakt@cleoh.dk eller ringe til 28680044 (læg gerne en besked på svareren, hvis jeg ikke tager den). Hvis du ønsker at booke en session direkte, kan du bruge mit bookingsystem til klinikken i København her.